Skjern tager toppen af stemningen i GOG's nye arena
GOG havde føringen, helt indtil Noah Gaudin scorede med fire sekunder igen og spolerede festen.
Publikum var ekstatisk, direktøren græd, og spillerne var mere tændte end længe, da GOG lørdag gik på banen for at indvie sin nye arena i Svendborg med en kamp mod Skjern Håndbold.Men det endte ikke helt, som fynboerne havde håbet på.
Godt nok vendte de et truende nederlag til en føring i sidste minut, men Skjerns store stjerne Noah Gaudin scorede med fire sekunder igen og sørgede for, at opgøret endte 32-32.
Og det var slet ikke ufortjent. Skjern spillede poleret angrebshåndbold og var bedst i det meste af kampen. Men vestjyderne kunne ikke stå for det mentale pres i slutfasen, hvor temperaturen var på kogepunktet i den nye arena.
Det var den også efter 36 sekunder, da en rigtig GOG-dreng åbnede ballet.
Med sit rappe fodskifte brød unge Hjalte Lykke igennem den vestjyske mur og scorede det første GOG-mål nogensinde i Arena Svendborg, som er opført blandt andet for at forløse den fynske klubs kommercielle potentiale.
Det blev startskuddet til nogle minutter med noget meget poleret angrebsspil i begge ender, og begge mandskaber kom meget let til målene.
Den dynamik ændrede sig dog, efterhånden som halvlegen skred frem, og det var i den forkerte retning, hvis man sad i gul trøje på tribunen og håbede på en sejr på GOG's nye hjemmebane.
Der var nemlig noget mere bund i Skjerns offensiv. Og GOG gjorde ikke meget for at dæmme op for den.
Særligt Eivind Tangen nød godt af det meget passive fynske forsvar. Nordmanden blev flere gange spillet op i et simpelt kryds og scorede med største lethed fra distancen fire mål på fire forsøg.
Meget fortjent gik Skjern til pause med en føring på 16-13.
GOG kom bedre med efter pausen, hvor især fynboernes højre angrebsside bar holdet frem. Og efter 55 minutter var der igen balance i regnskabet, da Nicolai Pedersen scorede til 29-29.
Skjern stod fint imod presset til at begynde med, men efterhånden som sekunderne tikkede, var det tydeligt, at vestjyderne blev mere og mere pressede.
GOG udnyttede det mentale overtag og opbakningen fra publikum til at bringe sig foran med 18 sekunder igen. Men Noah Gaudin tog brodden af festlighederne.
/ritzau/