Silkeborgs reserver sejrer knebent over Sønderjyske
Sønderjyske skulle bruge et point for at være sikker på at undgå nedrykning, men holdet tabte til Silkeborg.
Silkeborg-træner Kent Nielsen stillede op med flere reserver i søndagens kamp mod Sønderjyske i Superligaen.En af dem, angriberen Alexander Simmelhack, slog til med kampens enlige scoring, der sikrede Silkeborg en sejr på 1-0.
Silkeborg har i de seneste uger brugt ekstra kræfter på at skaffe sig en plads i pokalfinalen, og måske derfor var stamspillerne Tonni Adamsen, Anders Klynge og Jens Martin Gammelby bænket fra start.
Med sejren cementerede Silkeborg den øverste plads i nedrykningsspillet som nummer syv med fem point ned til Viborg FF, der spiller senere søndag hjemme mod AaB.
Silkeborg har dermed fortsat to muligheder for at spille sig frem til europæisk fodbold i næste sæson - enten via pokalen eller syvendepladsen, der giver adgang til playoffkampen om at komme i Europa.
Sønderjyske skulle bare bruge et enkelt point for at være sikker på at undgå nedrykning, men udeholdet må vente lidt endnu på den mulige forløsning.
Kent Nielsens rotation gjorde ikke noget godt for Silkeborgs spil i første halvleg, som blev en rodet affære uden de store chancer.
Tre minutter inde i anden halvleg fik Silkeborg vist noget af det fodbold, der har gjort holdet så seværdigt i denne sæson.
Silkeborgs formstærke offensivspiller Callum McCowatt brød igennem i venstre side og serverede bolden perfekt for Simmelhack, der bare skulle sætte indersiden på inde foran mål.
Sønderjyske forsøgte at fremtvinge en udligning, og angriberen Lirim Qamili fik en gylden chance senere i anden halvleg, men han sendte bolden direkte på Silkeborg-keeper Nicolai Larsen.
I slutfasen forsvarede Silkeborg føringen og tog alle tre point.
/ritzau/