Silkeborg plukker endnu en Hvidovre-profil

30. MAJ 2023 • 20:16SPORT

Andreas Pyndt skifter transferfrit til Silkeborg IF efter at have hjulpet Hvidovre til oprykning.

Silkeborg IF har for anden gang inden for kort tid kigget mod Hvidovres succeshold i 1. division.

Den 22-årige midtbanespiller Andreas Pyndt slutter sig således til midtbanekollega Frederik Carlsen, som Silkeborg købte i starten af maj.

Pyndt har lavet en kontrakt, der løber til udgangen af 2027, oplyser Silkeborg på sin hjemmeside. Sportschef Jesper Stüker er begejstret.

- Vi har længe fulgt Andreas Pyndt, som har været en af de mest iøjnefaldende profiler i NordicBet Ligaen denne sæson, hvor han har været en nøglespiller på et stærkt Hvidovre-hold.

- Vi er meget glade for, at det er lykkedes os at hente Andreas i tæt konkurrence med andre klubber. Vi ser Andreas som en utrolig bold- og pasningssikker samt hårdtarbejdende midtbanespiller med styrker i både den offensive og defensive del af spillet, siger Jesper Stüker.

Pyndt kommer formelt til Silkeborg fra Brøndby IF, som han har kontraktudløb med denne sommer, efter at han har været udlejet til Hvidovre.

Han nåede seks førsteholdskampe i Brøndby-trøjen - alle indskiftninger - mens det i Hvidovre er blevet til 30 kampe og fem scoringer. Han satser på endnu mere i sin nye klub.

- Jeg stiler højt i Silkeborg, og det kunne være sjovt at være med til en sæson som den i fjor, hvor det blev til bronzemedaljer og europæisk fodbold, eller sæsonen i år, hvor det var tæt på en pokalfinale, siger Pyndt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU