Sidste danske CS-hold må sige farvel i Royal Arena

24. NOV 2023 • 17:32SPORT

Heroic er ude af Counter Strike-turneringen Blast Premier Fall Finals efter nederlag til Cloud 9.

Der bliver ingen dansk deltagelse i lørdagens semifinaler ved Counter Strike-turneringen Blast Premier Fall Finals i Royal Arena i København.

Efter at Heroic torsdag slog Astralis ud af turneringen, måtte det sidste tilbageværende danske hold strække våben i fredagens kvartfinale mod Cloud 9.

Heroic fulgte nogenlunde med på første bane, Nuke. Seks rundenederlag i træk betød dog, at Cloud 9 bragte sig på 11-6. inden danskerne bragte spændingen tilbage i kampen igen ved at afgøre de næste fem runder til egen fordel.

Cloud 9 trak sig i sidste ende sejrrigt ud af banen med 13-11, og herfra så det amerikanske hold - som består af fire russere og en kasakher - sig ikke tilbage.

Holdet dominerede anden bane, Inferno, fuldstændigt og vandt 13-5.

Det blev dermed sidste kamp i Heroic-trøjen for Casper "cadiaN" Møller.

Han siger farvel til holdet efter fire år, hvor holdet i perioder var nummer 1 i verden og var tæt på at vinde major-turneringen i Rio for et år siden, men tabte til hjemmeholdet Outsiders i finalen.

Nu venter en større genopbygning af Heroic, efter at Martin "stavn" Lund og Jakob "jabbi" Nygaard har skrevet kontrakt med rivalerne fra Astralis.

Selv om de to danske hold er ude af Blast Premier Fall Finals, har hjemmepublikummet i København stadig en landsmand at heppe på.

Finn "karrigan" Andersen er fortsat med i turneringen med sit amerikanske Faze Clan-hold, der med to sejre i indledende runde spillede sig direkte i lørdagens semifinale, hvor vinderen af opgøret mellem NaVi og Complexity venter.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT