Siddesår koster Søren Kraghs deltagelse i forårsklassikere
Søren Kragh har måttet under kniven for et siddesår og kommer ikke til at køre forårets klassikere.
Den danske cykelrytter Søren Kragh Andersen skiftede ved nytår til Lidl-Trek, hvor han skulle tilføje ekstra styrke til især holdets klassikertrup med Mads Pedersen og Jasper Stuyven.Men den 30-årige dansker kommer ikke til at spille en rolle i forårsklassikerne. Et siddesår har tvunget ham på operationsbordet, og det koster det meste af foråret og udskyder dermed hans debut for holdet.
Det bekræfter Lidl-Trek i en meddelelse til pressen.
Søren Kragh Andersen måtte lade sig operere efter holdets træningslejr i januar, og grundet skadens art og placering på kroppen kan han selvsagt ikke komme tilbage i sadlen, før skaden er helet ordentligt.
Foreløbig må han nøjes med svømning, løb og styrketræning, og holdet forventer, at han går glip af brostensklassikerne senere på foråret.
- Det er en stor skuffelse ikke at kunne være med holdet i den vigtige første del af sæsonen, men prioriteten har været at løse det medicinske problem, siger Søren Kragh Andersen i meddelelsen.
- Der venter et stort arbejde for at blive klar til min Lidl-Trek-debut, men jeg er fuldt motiveret til at komme tilbage i topform og støtte holdet i resten af sæsonen, lyder det.
Søren Kragh Andersen har tidligere døjet med samme slags skade flere gange.
Blandt andet måtte han udgå undervejs i Tour de France i 2019 på grund af siddesår.
Året efter tog han dog den flottest mulige revanche, da han vandt to etaper i verdens største cykelløb.
Det er stadig hans to største triumfer i karrieren, som også har budt på sejre i blandt andet Paris-Nice, Schweiz Rundt, Eschborn-Frankfurt og Paris Tours.
Han har de seneste to sæsoner kørt for Alpecin-holdet. Før det var hele World Tour-karrieren foregået på holdet, som nu kører under navnet Picnic PostNL, men som i Kragh Andersens syv år på mandskabet nåede at hedde både Giant-Alpecin, Sunweb og DSM.
/ritzau/