Schweizisk landstræner vil se spillere i løbesko mod Danmark

23. JAN 2025 • 06:45SPORT

Landstræner Andy Schmid har indstillet det schweiziske landshold på at møde en flok danske hurtigløbere.

Det schweiziske håndboldlandshold er indstillet på at skulle okse rundt på gulvet i Boxen, når holdet møder Danmark ved VM torsdag aften.

Efter indledende kampe mod hold som Polen og især Tjekkiet, der forsøgte at trække tempo ud af kampene, venter den stik modsatte opgave mod danskerne, forudser landstræner Andy Schmid.

- Vi er godt klar over, at vi skal huske at tage vores løbesko med til kampen, for vi skal løbe tilbage så hurtigt som muligt, siger den tidligere Bundesliga-stjerne.

Han står i spidsen for et schweizisk hold, der så småt er i fremgang efter flere årtier væk fra rampelyset.

I årene mellem 1995 og 2021 deltog schweizerne ikke i en eneste VM-slutrunde, og holdet mangler erfaring fra allerhøjeste niveau.

Derfor udtrykker Schmid heller ikke den store tro på, at hans hold kan drille de danske storfavoritter.

- Vi forventer ikke andet, end at vi skal møde verdens bedste hold. Vi kommer til at spille i fuld arena, og for mange af de unge spillere på vores hold bliver det fantastisk.

- Vi skal forsøge at finde svage punkter på det danske hold, men jeg tvivler på, at vi finder nogle, siger Andy Schmid.

Tilbage i sæsonen 2009/10 spillede han for Bjerringbro-Silkeborg, der dengang havde Nikolaj Jacobsen som assisterende træner.

Senere kom de to til at arbejde sammen i fem år i Rhein-Neckar Löwen, hvor Jacobsen var cheftræner og Andy Schmid strategen på banen.

- Ligesom det danske hold har Nikolaj ikke mange svage punkter. Jeg glæder mig til at tale med ham, og jeg ser virkelig frem til kampen.

- For mig er det en særlig oplevelse at spille mod Danmark. Jeg spillede her i et år, og nu skal jeg spille en VM-kamp mod en god ven, der samtidig er en af de bedste trænere i verden, siger Andy Schmid.

Kampen mellem Danmark og Schweiz spilles torsdag aften klokken 20.30.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT