Rune møder argentinsk grand slam-debutant i French Open

1. JUN 2023 • 20:05SPORT

Genaro Alberto Olivieri slog sig torsdag videre til et møde med Holger Rune lørdag ved French Open.

Holger Rune vil være klar favorit, når han lørdag spiller sin kamp i tredje runde af French Open.

Den 20-årige dansker skal således op mod argentinske Genaro Alberto Olivieri, der er nummer 231 i verden.

Rune er nummer seks på den seneste verdensrangliste.

24-årige Olivieri spillede sig torsdag videre til opgøret mod Rune, da han overraskede og slog verdens nummer 148, italienske Andrea Vavassori, 7-6, 3-6, 6-4, 7-6 på bane 13.

Rune skulle torsdag aften have mødt Gäel Monfils på French Opens største anlæg, Court Philippe-Chatrier. Franskmanden meldte dog afbud med en skade.

I stedet var danskeren på grus i to og en halv time med træner Patrick Mouratoglou for at kompensere og holde sig skarp.

Rune og Olivieri har ikke tidligere mødt hinanden ifølge ATP's hjemmeside. I det hele taget har argentineren ikke lavet alverdens resultater på ATP Tour.

Faktisk er det første gang, at han er med i en hovedturnering i en grand slam-turnering. Vejen gik over tre kampe i kvalifikationen, inden han i første runde slog den franske teenager Giovanni Mpetshi Perricard i fem sæt.

Rune slog tirsdag i sin første kamp amerikanske Christopher Eubanks i fire sæt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU