Ribe-Esbjerg-profil efter exit: Vores chance var i søndags

23. MAJ 2024 • 07:22SPORT

Ribe-Esbjerg blev i den tredje og afgørende semifinale kørt over af Fredericia, der vandt med ni mål.

Efter to helt lige semifinaler, der begge endte uafgjort, var der onsdag aften klasseforskel i den tredje og afgørende semifinale mellem Fredericia og Ribe-Esbjerg.

Østjyderne vandt med hele 34-25 i egen hule i den afgørende kamp, hvilket naturligvis skuffede Ribe-Esbjerg-spillerne.

- Det er hårdt, men jeg tror, vi havde vores chance i den anden semifinale i søndags (på hjemmebane, red.). I anden halvleg løber de os over, og vi har ikke noget at komme med til sidst, siger Ribe-Esbjerg-spilleren Emil Grønbech til TV2 Sport efter onsdagens nederlag.

Særligt i anden halvleg var der klasseforskel mellem de to mandskaber.

- Det er i bund og grund, fordi vi er for mange, der spiller i rigtig lang tid, som ikke præsterer overhovedet, og det er jo bare megaærgerligt, lyder det fra Grønbech.

Med sejren står Fredericia, der blev nummer to i grundspillet, i en DM-finale for første gang siden 1980. Sidste gang østjyderne gik hele vejen og stod med DM-pokalen var i 1979.

Tændingen var også i top onsdag, hvor en udsolgt hal i Fredericia fik tændt op under spillerne.

- Det er vanvittigt. Jeg bliver faktisk rørt over det, fordi det betyder så meget for den by her, siger Fredericia-fløjen Kasper Young til TV2 Sport.

- Det er en håndboldby, og der er så meget opbakning og så mange, der gerne vil det. Så at vi er i en DM-finale, det er vanvittigt.

I finalen venter Aalborg Håndbold, der i den anden semifinale slog Skjern Håndbold. Første DM-finale spilles søndag i Aalborg.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT