Real Madrid-kaptajn ser fremad: Vi kommer stærkere tilbage

16. APR 2025 • 23:57SPORT

Lucas Vázquez roser Arsenals organisation og erkender, at englænderne havde held med deres taktik.

Champions League får en ny vinder.

Det står klart, efter at Real Madrid onsdag røg ud af turneringen efter 1-2 mod Arsenal på hjemmebane og dermed et samlet 1-5-nederlag.

- Ligesom vi alle skal have æren, når vi vinder, er vi alle ansvarlige, når vi taber. Det er en del af fodbolden, siger Real Madrids anfører på dagen, Lucas Vázquez, til Movistar ifølge uefa.com.

Den alsidige back retter hurtigt blikket mod La Liga og Copa del Rey, hvor holdet kæmper mod blandt andre rivalen FC Barcelona om titlerne.

- Alle Madrid-fansene ved, at vi gjorde alt for at indhente det tabte, men det går ikke altid som håbet. Men vi kommer stærkere tilbage. Der er masser at kæmpe for i denne sæson, og vi er sultne efter at nå vores mål.

Det var meget snak om et historisk comeback inden opgøret på Santiago Bernabeu, og når det aldrig kom, skyldes det ikke mindst gæsternes taktiske snilde og defensive formåen, erkender Vázquez.

- Vi skabte ikke de chancer, vi gerne ville. Vi var aldrig helt ude af det, men det var en kamp med mange afbrydelser, og 50/50-situationerne gik ikke vores vej.

- Vi kunne have været mere tålmodige med bolden for at strække Arsenals hold mere ud, men de var helt utroligt godt organiserede defensivt, siger Real Madrid-profilen.

Det er første gang siden 2019/20-sæsonen, at Real Madrid ikke mindst er en del af semifinalefeltet i Champions League.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT