Borgmester Anders Winnerskjold (S) har ikke set så mange voksne mænd græde før, som han gjorde sidste søndag.
Fejringen i Aarhus er slet ikke slut endnu.Mandag er AGF's mesterskabshelte blevet hyldet på byens rådhus, hvor borgmester Anders Winnerskjold (S) er vært.
- På Københavns Rådhus serverer de pandekager. Men nu er vi i Smilets By - så der står altså et "Aarhus-sæt" til jer. Ceres Top og Arnbitter, siger Winnerskjold til klubbens spillere og stab ifølge DR.
Foran rådhuset er tusindvis af festglade fans stimlet sammen for at få endnu en mulighed for at hylde holdet, der skaffede det første mesterskab til AGF i 40 år.
- Jeg tror aldrig, jeg har set så mange voksne mænd græde, som jeg gjorde sidste søndag, siger borgmesteren i sin tale.
- Sejrstårene, vi har set i de seneste dage, viser bedre end noget andet, hvad denne titel betyder for Aarhus og for AGF-fans rundt i hele landet.
Winnerskjold takker derudover også træner Jakob Poulsen, direktør Jakob Nielsen og bestyrelsesformand Lars Fournais.
Rådhusklokkerne vil desuden spille melodien til fansangen "I troede, vi var døde og borte", ligesom Thomas Helmigs "Malaga" bliver fremført i klokkeversion.
Derudover bliver rådhustårnet lyst op i hvidt og blåt, når mørket falder på.
AGF-spillerne er tidligere mandag blevet fragtet i åben bus til rådhuset. Ruten gik fra John Stampes Plads for enden af Stadion Allé, hvor AGF's nye arena er under opførelse.
Undervejs på turen har endnu flere fans tiljublet de lokale helte.
/ritzau/