PSG vil forhindre gentagelse af Palæstina-banner

8. NOV 2024 • 22:59SPORT

PSG har på et møde med myndighederne garanteret, at bannere med politiske budskaber fjernes.

Et gigantisk banner med teksten "Free Palestine" (Befri Palæstina, red.) blev onsdag aften rullet ud på Paris Saint-Germains hjemmebane, Parc des Princes, forud for Champions League-kampen mod Atlético Madrid.

Det har affødt kritik, og PSG vil nu gøre en ihærdig indsats for, at situationen ikke gentager sig.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Banneret dækkede det meste af den ene ende af tribunen og viste blandt andet også et blodigt palæstinensisk flag.

Fredag holdt fodboldklubben et møde med Det Franske Fodboldforbund og repræsentanter fra regeringen, og her garanterede PSG "fraværet af politiske budskaber".

- En åben og konstruktiv dialog gjorde det muligt at finde løsninger, som PSG er forpligtet til at sætte i værk fra næste kamp på Parc des Princes, siger en unavngiven embedsmand til AFP.

PSG har oplyst, at klubben ikke var klar over, at banneret eksisterede.

Episoden fik Frankrigs indenrigsminister, Bruno Retailleau, til at kritisere klubben i et interview med radiostationen Sud Radio. Han ville i samme ombæring ikke udelukke, at PSG skulle sanktioneres.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT