Portugisisk klatrer vinder første bjergslag i Schweiz
Med et stort angreb vandt João Almeida (UAE) 4. etape i Schweiz Rundt.
Den første store bjergtest i Schweiz Rundt blev bestået med bravur af UAE-rytteren João Almeida. Den 26-årige portugiser vandt 4. etape, hvor det for alvor gik op ad.João Almeida kørte uimodståeligt væk på etapens store stigning Splügenpass, som havde top med 46 kilometer tilbage af ruten.
Efterfølgende var João Almeida i stand til at holde forfølgerne bag sig på den lange nedkørsel og ind mod målet i Piuro.
Den danske holdkammerat Mikkel Bjerg udførte et godt stykke arbejde for João Almeida tidligere på etapen, men portugiseren skulle selv gøre arbejdet færdigt.
João Almeida var i en klasse for sig selv og udførte planen og soloridtet til perfektion.
Den næstbedste rytter blev den britiske Team Picnic-rytter Oscar Onley, der kom i mål 40 sekunder efter etapevinderen.
Australieren Ben O'Connor (Jayco) kom i mål på tredjepladsen yderligere to sekunder efter.
I den samlede stilling fører franskmanden Romain Gregoire (FDJ) stadig løbet med 25 sekunder ned til landsmanden Kevin Vauquelin (Arkea).
Almeida er i den samlede stilling nummer syv. Han er nu 2 minutter og 7 sekunder efter Gregoire.
Schweiz Rundt består af otte etaper og slutter på søndag.
/ritzau/