Polske fans nægtet adgang til Aston Villa-kamp efter ballade
Tre betjente er blevet såret efter sammenstød mellem Legia Warszawa-fans og politi i Birmingham.
Kampen mellem Aston Villa og Legia Warszawa i Conference League torsdag aften fik en kedelig optakt.Fans af det polske udehold var således i clinch med det lokale politi i Birmingham, og tre betjente er ifølge BBC blevet såret.
Frygt for uroligheder betød, at Legia Warszawa kun blev tildelt 1000 billetter til kampen, men endnu flere polske fans rejste med til England, skriver nyhedsbureauet AFP.
Og en del af dem endte altså i et voldeligt sammenstød med politiet, som før kampen besluttede helt at afskærme de medrejsende fans fra Villa Park for at have bedre kontrol med situationen.
Det er anden gang i efteråret, at Legias fans er i uheldig fokus i forbindelse med en europæisk kamp. Det skete også i oktober, da holdet gæstede hollandske AZ Alkmaar.
Dengang var det ikke bare holdets fans, men også spillere og ledere, der endte i tumult med politiet, ligesom højtstående politikere på begge sider efterfølgende blandede sig.
Aston Villa fordømmer på sin hjemmeside udefansenes opførsel og langer også ud efter Legia Warszawa.
- På trods af utallige opfordringer om samarbejde med Legia Warszawa i forhold til deres medrejsende fans - især i de seneste to dage - har der ikke været nogen hjælp fra den gæstende klub i forhold til den alvorlige sikkerhedssituation, skriver Aston Villa.
På banen vandt Aston Villa 2-1 og overtog dermed førstepladsen i puljen fra Legia Warszawa.
/ritzau/