Onana koster United sejren i Lyon med to uheldige indgreb

10. APR 2025 • 23:09SPORT

Joshua Zirkzee bragte Manchester United på 2-1 kort før tid, men Lyon fik alligevel 2-2 i første kvartfinale.

Som så mange gange før vil målmanden André Onana formentlig blive udsat for hård kritik efter Manchester Uniteds første Europa League-kvartfinale ude mod Lyon.

Kampen sluttede 2-2, og Onana så skidt ud ved begge mål.

Det så ellers ud til, at United havde vendt kampen på hovedet, da Joshua Zirkzee headede United på 2-1 et par minutter før tid, men Onana gav en ripost i femte tillægsminut, som Rayan Cherki udnyttede fra klos hold.

Dermed er alt åbent inden returkvartfinalen på Old Trafford næste torsdag.

Bedømt på hele kampen var det helt efter spil og chancer, at det endte lige efter dramaet i de sidste minutter.

United, der ikke mindst jagter en Europa League-triumf for at kunne deltage i Champions League i næste sæson, var bedst før pausen, og Lyon var en anelse bedre i det meste af anden halvleg.

Efter 25 minutter sparkede Lyons Thiago Almada et frispark ind foran mål, men ingen rørte bolden i feltet, og Onana lod bolden sejle ind i fjerneste side af målet.

Sådan en fejl var lige, hvad Lyon havde brug for, eftersom franskmændene havde svært ved at skabe chancer på egen hånd.

Det gjorde United i lidt højere grad. Rasmus Højlund havde blandt andet to forsøg. Ved den ene brød Patrick Dorgu igennem i venstresiden og fandt sin landsmand, der slet ikke fik ordentligt ram på bolden på den ellers fine mulighed.

Det lignede fransk pauseføring, men fem minutter inde i første halvlegs tillægstid udnyttede den unge franske forsvarer Leny Yoro en lidt tilfældigt opstået hovedstødschance foran mål til at bringe balance.

I anden halvleg skabte Lyon mest. Corentin Tolisso havde en stor chance, og Georges Mikautadze havde et par muligheder, men Onana fik gjort lidt af skaden god igen.

I den anden ende var Højlund mere usynlig, og han blev skiftet ud efter godt en times spil.

United kom ikke frem til meget efter pausen, men med godt ti minutter tilbage kom chancen endelig. Alejandro Garnacho flugtede på et indlæg, men målmand Lucas Perri verfede bolden over mål.

Så indstillede man sig så småt på 1-1, men holdene måtte igennem lidt af et drama, før det uafgjorte facit i stedet blev 2-2.

I en anden kvartfinale var Rasmus Nissen Kristensen med til at sikre Eintracht Frankfurt 1-1 på udebane mod Tottenham. Landsholdsbacken spillede hele kampen og fik undervejs gult kort for en tackling.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT