OL-kvartet kæmper sig i finalen med andenplads

14. JUN 2024 • 18:01SPORT

Lasse Bro Madsen, Magnus Sibbersen, Morten Gravesen og Victor Gairy Aasmul er klar til finalen ved EM i kajak.

Der er stadig masser af muligheder for danske medaljer ved EM i kajak.

Fredag formiddag og eftermiddag blev der sikret yderligere fem danske finalepladser ved europamesterskaberne i ungarske Szeged, hvor de fleste af de bedste danskere kajakroere er til stede.

Fireren med Lasse Bro Madsen, Magnus Sibbersen, Morten Gravesen og Victor Gairy Aasmul roede sig til en andenplads i semifinalen og var blot 0,2 sekunder fra at komme først igennem de 500 meter.

Præstationen rakte til en plads i finalen, som afvikles søndag eftermiddag.

Finaledeltagelse blev det også til for Thorbjørn Rask, som i 1000 meter enerkajak tog en andenplads i sin semifinale og strøg videre. Også her skal der kæmpes om medaljer om søndagen.

Rask var i aktion igen på den halve distance et par timer senere, hvor han snuppede endnu en andenplads i en tæt semifinale og sikrede sig finalebilletten. Og han er såmænd ikke færdig endnu.

Senere fredag gælder det finalen på 500 meter, så Rask må vente lidt med at restituere.

Mændenes toerkajak på 500 meter med Gustav Bock og Rasmus Knudsen samt kvindernes på 200 meter med Bolette Iversen og Caroline Faurschou roede sig i mål på tredjepladser og sørgede lige nøjagtig for yderligere to finalepladser.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT