Østrigsk angriber er tilbage på banen efter brutalt overfald
Knap fire måneder efter at være blevet overfaldet på et diskotek fik Guido Burgstaller torsdag aften comeback.
Rapid Wien vandt 1-0 på udebane over svenske Djurgården i Conference League torsdag aften, men en indskiftning kort før slutfløjt fik efter kampen lige så meget opmærksomhed som selve resultatet.Fem minutter før tid sendte den østrigske traditionsklub nemlig Guido Burgstaller på banen.
Den tidligere landsholdsangriber var før jul udsat for et brutalt overfald i det centrale Wien, hvor han blandt andet pådrog sig et kraniebrud.
Der skulle gå mindre end fire måneder, før han - med et beskyttelsesbånd om hovedet - fik comeback på højeste niveau.
- Da fansene råbte Burgstallers navn, var det et af de øjeblikke, der gør fodbold til noget helt særligt, siger Rapid-træner Robert Klauss ifølge avisen Kurier.
Den snart 36-årige angriber har spillet 26 landskampe for Østrig og har især ført sig frem som flittig målscorer i tyske klubber som Schalke 04, Nürnberg og St. Pauli.
14. december kom han op at skændes med en 23-årig mand på et diskotek i den østrigske hovedstad. Den 23-årige slog Burgstaller i jorden, og fodboldstjernen blev fragtet akut til hospitalet.
Burgstaller fortalte i marts i et interview med Kronen Zeitung, at han efter overfaldet har mistet smags- og lugtesansen og har reduceret hørelse på det ene øre.
/ritzau/