Odense slagter Esbjerg og styrer mod grundspilssejr

12. FEB 2025 • 22:24SPORT

Team Esbjergs profiler blev stækket af Odense, som vandt topbraget sikkert og udbyggede forspringet i ligaen.

Ingen kan lige nu måle sig med Odense Håndbold i kvindernes liga.

Både på banen og trænerbænken var fynboerne overlegne i onsdagens topbrag mod Team Esbjerg, der særligt havde store problemer før pausen.

Odenses aggressive markering af Henny Reistad gav pote, og samtidig spillede Helena Elver og holdkammeraterne sig frem til chancer efter behov i sejren på 33-24.

- Det er pinligt. Det er ironisk, når vi har stået og talt om styrkeforholdet inden kampen, siger Henny Reistad til TV 2 Sport.

Odense har nu vundet 18 kampe af 18 mulige og har med 36 point kurs mod en sikker grundspilssejr. Esbjerg har ligesom Ikast Håndbold 32 point, efter at sidstnævnte tidligere onsdag slog København Håndbold 29-25 på hjemmebane.

Odense har været flyvende i ligaen i denne sæson, men i Reistad råder Esbjerg over verdens måske bedste kvindelige håndboldspiller.

Det vidste gæsterne, som gjorde en dyd ud af at tage hende ud af spillet. Det ødelagde rytmen i det vestjyske angrebsspil, og en scoringspause på ni minutter i første halvleg blev vital.

Samtidig formåede landsholdsstjernen Anna Kristensen slet ikke at få fat i buret, så Odenses føring voksede til pausestillingen 19-12.

På minussiden måtte det fynske mandskab til gengæld se Mie Højlund halte fra banen med en fodskade. Det gjorde dog ikke det store for produktionen, for Elver fortsatte med at buldre derudad.

Playmakeren ramte plet på sine ni første forsøg og strøede afleveringer omkring sig med stor elegance.

Det lignede langt hen ad vejen mange af Odense Håndbolds tidligere kampe i sæsonen. Hver gang modstanderen fik snerten af momentum, skruede fynboerne op for tempoet.

Elver var fuldstændig ustoppelig i angrebet, og da hun med ti minutter igen scorede to mål på stribe, forsvandt hjemmeholdets sidste håb.

De to danske tophold har nu mødt hinanden fire gange i sæsonen med to sejre til hver som følge. Allerede søndag står de over for hinanden igen, når de brager sammen i Champions League.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT