OB sælger offensivspiller til IFK Göteborg
Max Fenger har scoret fem mål i 17 kampe for OB i 1. division, men nu rykker han til svensk fodbold.
OB har sagt farvel til en af sine offensive profiler med en uge til forårspremieren i 1. division.På sin hjemmeside skriver den fynske fodboldklub, at angriberen Max Fenger er blevet solgt til svenske IFK Göteborg.
23-årige Fenger har spillet 104 kampe og scoret 21 mål for OB. Fem af målene er kommet i denne sæson, hvor OB har været suveræn i den næstbedste række.
Nu tager han til svensk fodbold, som han også stiftede bekendtskab med, da han i 2023 var udlejet til Mjällby.
- Jeg har haft lysten til at prøve noget nyt og komme ud i verden. Göteborg er en fed mulighed for mig, og det virker som et rigtigt skridt i min karriere, siger Max Fenger.
Ifølge sportsdirektør Troels Bech er det Max Fengers egen beslutning at forlade klubben.
- Max Fenger har været et godt bekendtskab for OB. Siden sin ankomst som førsteårs-U19-spiller fra FC Roskilde har Max bidraget til at sætte standarder for træningsiver højt.
- Med dedikation og power som varemærke passer Max på mange måder til OB. Nu har Fenger efter seks år i Ådalen valgt et nyt kapitel, og vi ønsker ham alt det bedste i sine nye striber fremover, siger Troels Bech.
OB indleder sin forårssæson mod Hillerød fredag i næste uge.
/ritzau/