Nyoprykker mangler tilskuerpladser og er på arenajagt

15. APR 2025 • 13:19SPORT

HØJ Elite arbejder på at komme til Roskilde, og hvis den plan mislykkes, får Farum et skud.

De vælter sig i succes i HØJ Elite.

Fra næste sæson spiller begge klubbens håndboldhold på første klasse, og det er de glade for i Ølstykke, Jyllinge og omegn.

Men klubben er også løbet ind i en helt konkret udfordring ved pludselig at skulle præsentere ligahåndbold for det sjællandske harpikspublikum.

I Ølstykke, hvor HØJ Elite spiller sine kampe, er der nemlig ikke plads til mere end i omegnen af 500 tilskuere.

- Vi skal ud at finde et sted, hvor vi kan spille tv-kampe og nogle af de store kampe, hvor vi kan forvente mange tilskuere. Det er en vigtig opgave, for vi har den akilleshæl, at vi ikke har så gode faciliteter, siger formand Helle Rasmussen.

Egedal Kommune, hvor Ølstykke hører hjemme, har sådan set besluttet at bygge en ny arena med plads til cirka 2000 tilskuere.

Der er sågar sat 110 millioner kommunale kroner af til projektet, mens private investorer kommer med et tilsvarende beløb.

- Men der går i hvert fald to-tre år, før den hal er klar. Det er et stort projekt. Så i den mellemliggende periode skal vi leje os frem, siger Helle Rasmussen.

Hun er i første omgang begyndt at kigge mod syd.

- HØJ står jo for Håndboldfællesskabet Ølstykke Jyllinge, og når vi har Jyllinge med, har vi et ben inde i Roskilde Kommune, så det er naturligt at kigge mod Roskilde Kongrescenter, hvor der er nogle fine faciliteter.

- Dem har vi ikke rigtig haft adgang til tidligere, men vi er i proces med at finde ud af, om vi kan komme ind og afvikle nogle kampe der. Vi har også en del erhvervspartnere i Roskilde Kommune, så det kunne være belejligt at spille nogle kampe der, siger Helle Rasmussen.

Der er dog endnu ikke nogen garanti for, at Roskilde Kongrescenter åbner dørene for HØJ Elite, som ellers vil kunne invitere cirka 2000 tilskuere til håndbold i domkirkebyen.

- Vi håber på, at vi kan nå til enighed om at bruge de faciliteter. Ellers må vi kigge andre steder hen, og så vil Farum være noget af det nærmeste, siger Helle Rasmussen.

I Farum Arena er der plads til cirka 3000 tilskuere.

HØJ Elites kvinder sikrede sig adgang til ligaen allerede for en måneds tid siden efter en forrygende sæson i 1. division. Klubbens mænd med Hans Lindberg i spidsen indløste ligabillet i lørdagens sidste spillerunde i 1. division.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT