Ny FCK-assistent har fokus på at udrydde dødboldproblem
Jens Berthel Askou skal sammen med den øvrige stab sørge for, at FCK bliver bedre ved standardsituationer.
FC København overvintrede på Superligaens førsteplads på bedre målscore end FC Midtjylland, og FCK lever også fortsat i Conference League og pokalturneringen.Men det var ikke pletfrit i FCK i første halvsæson. Særligt en gennemgående ting nagede hos FCK - at man gang på gang lukkede mål ind på dødbolde.
Det var formentlig en årsag til, at FCK tidligere i januar fyrede assistenttræner Nickolai Lund, der ved sin ansættelse fik dødbolde som et ansvarsområde.
I stedet har FCK nu ansat Jens Berthel Askou, der senest havde samme stilling hos tjekkiske Sparta Prag.
- Vi syntes, at vi var nødt til at foretage rokeringer i vores trænerstab, og vi har haft nogle gode samtaler med Jens Berthel. Han har nu været her i lidt mere end en uge og ligner én, der er faldet godt til, siger sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.
Han fortæller, at standardsituationer er et af Askous arbejdsområder.
- Det er et af hans primære fokusområder at hjælpe teamet med det, men ét er, at han skal tage ansvar for det, noget andet er, at den øvrige stab i høj grad skal tage et stort medansvar for, at det bliver langt bedre i foråret, end det var i efteråret.
- Det er lige fra Jacob Neestrup til vores andre assistenter Stefan Madsen og Hjalte Nørregaard og målmandstræner Kim Christensen, siger sportsdirektøren.
Cheftræner Neestrup lagde ikke fingre imellem i sin kritik, da FCK i den sidste kamp i 2024 igen lukkede mål ind ved hjørnespark i nederlaget på 0-3 mod østrigske Rapid Wien i Conference League.
- Hvis du havde taget hjørnespark væk i Superligaen, så havde vi ført den med ti point lige nu. Det er meget simpelt.
- Det er en ekstremt vigtig spilsituation for FC København lige nu, og det er specielt hjørnespark, hvor vi ikke har scoret, og specielt de defensive, hvor vi er det dårligste hold i Superligaen, sagde Neestrup til bold.dk ved den lejlighed.
FCK rejser på søndag til La Manga på træningslejr. Holdet indleder forårssæsonen hjemme mod tyske Heidenheim i 16.-delsfinalen i Conference League 13. februar. Fire dage senere venter en udekamp mod Randers i Superligaen.
/ritzau/