Ny budgetaftale holder dør åben for OL til København
Københavns Kommune har sat penge af til forundersøgelse og tiltrækning af OL til den danske hovedstad.
Drømmene i Københavns Kommune om at lokke de olympiske lege til Danmarks hovedstad i fremtiden lever. Faktisk lever de så meget, at der er sat penge af til forundersøgelse af mulighederne.Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse om den nye budgetaftale for 2025, der netop er indgået blandt partierne på rådhuset.
Helt konkret er der i budgettet afsat en halv million kroner, som skal bruges på forundersøgelser af mulighederne for at lokke OL til København samt til at afgive et egentligt bud på værtskabet til ungdoms-OL.
- Min vision er, vi skal have det mindste og mest bæredygtige OL nogensinde, siger kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard i pressemeddelelsen.
Nu går vi videre med at undersøge, hvad det vil kræve at få OL til København, og samtidig udformer vi et bud på ungdoms-OL. Det bliver virkelig spændende at følge.
Værtskaberne for de olympiske lege i 2028 og 2032 er tildelt henholdsvis Los Angeles og Brisbane, så et dansk værtskab kan tidligst blive i 2036.
Et ungdoms-OL kan blive i 2030.
/ritzau/