Nullert holder Arsenal fra at skabe stort hul i toppen

17. JAN 2026 • 20:52SPORT

Nottingham Forest forsvarede sig heroisk, da holdet lykkedes med at spille 0-0 hjemme mod Arsenal.

Arsenal havde en gylden mulighed for at trække kraftigt fra i toppen af Premier League, men Mikel Artetas tropper måtte nøjes med 0-0 ude mod Nottingham Forest.

Tidligere lørdag tabte Manchester City 0-2 i lokalderbyet ude mod Manchester United.

Det resultat betød, at Arsenal med en sejr kunne bringe sig hele ni point foran City i kampen om det engelske mesterskab.

Men det endte med et enkelt point, så Arsenal nu har syv point ned til City og Aston Villa. Dog har Aston Villa spillet en kamp færre og tager søndag imod Everton.

Arsenal havde bolden mest og kom frem til de største chancer i første halvleg, men hjemmeholdet havde også sine muligheder.

Fælles for alle 11 afslutninger var, at ingen af dem var inden for målrammen.

Otte af afslutningerne havde Arsenal, og her tilfaldt den klart største kantspilleren Gabriel Martinelli, som bare skulle sætte indersiden på bolden, men overplacerede sit forsøg.

Arsenal-angriberen Viktor Gyökeres mangler også stadig at vise den målnæse, han havde i portugisiske Sporting.

Da svenskeren kom alene afsted, havde han heller ikke farten til at stikke fra Nottingham-stopperen Murillo, som mistede et skridt, men alligevel nåede at få tacklet.

I anden halvleg gentog kampbilledet sig. Arsenal dominerede og spillede sig frem til flere gode chancer.

Arteta skiftede fem mand ind fra bænken, men ingen af dem var i stand til at ændre på resultatet.

Ind ville bolden ikke for Arsenal på City Ground i Nottingham, og det endte med en pointdeling.

Den danske midtbanespiller Christian Nørgaard var ikke med i truppen for Arsenal.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT