Norsk OL-guldhåb overvejede at repræsentere Danmark
På grund af danske bedsteforældre overvejede langrendsløberen Einar Hedegart at repræsentere Danmark ved OL.
Danmark kunne have haft et stort medaljehåb med ved det kommende vinter-OL.Den norske langrendsprofil Einar Hedegart overvejede så sent som i maj sidste år muligheden for at skifte nation, så han kunne stille op for Danmark i stedet for Norge. Han har nemlig danske bedsteforældre på sin fars side.
Det fortæller det norske guldhåb til lokalavisen Trønder-Avisa forud for legene i Norditalien,
- Ja, jeg har i den grad set på muligheden for at skifte nation - senest i maj, men også året inden.
- Selv om jeg klarer mig godt nu og får lov til at repræsentere Norge på højeste niveau, ville det have været rigtig fedt at kunne have stillet op for Danmark, siger Einar Hedegart.
Papirarbejdet endte med at blive den afgørende knast for den 24-årige langrendsløber, da han undersøgte muligheden for at få dansk pas. Idet han var over 18 år, blev processen kompliceret.
Hvis han var blevet dansk statsborger, ville det formentlig have åbnet nogle helt nye døre, påpeger han.
- Så ville jeg have fået lov til hvad som helst, for så ville jeg være den absolut bedste vinteratlet i Danmark.
- Jeg tror, at det havde været rigtig fedt, for jeg ville have haft en helt anden status end i Norge, hvor man bare er en i mængden, uanset hvad man gør. Joannes Klæbo og Johannes Thingnes Bø vil altid være større og bedre end en selv, siger han med henvisning til to af de største de norske vintersportsstjerner.
Einar Hedegart er tidligere ungdomsverdensmester, og senest vandt han to World Cup-afdelinger i december. Han er bookmakernes favorit til at vinde OL-guld på 10 kilometer.
Danmarks bedste resultat for en individuel udøver ved et vinter-OL er speedskateren Viktor Hald Thorups femteplads i 2018.
/ritzau/NTB
