NHL-trio forstærker Danmark i OL-jagt
Lars Eller, Nikolaj Ehlers og Oliver Bjorkstrand vil være med i OL-kvalifikationskampe i august.
Når det danske ishockeylandshold i slutningen af august skal forsøge at kvalificere sig til vinter-OL i Milano og Cortina d'Ampezzo om to år, bliver det med tre NHL-profiler på holdet.Lars Eller, Nikolaj Ehlers og Oliver Bjorkstrand har alle meldt sig klar til OL-kvalifikationskampene mod Japan, Storbritannien og Norge.
Det siger landstræner Mikael Gath til TV2 Sport.
- De kommer hjem og spiller i august, hvis de alle er friske, siger landstræneren til TV2 Sport, efter at han er kommet hjem fra sin charmeoffensiv i Nordamerika, hvor han har besøgt de danske spillere.
Foruden den klarmeldte trio spiller også målmand Frederik Andersen fast i NHL, mens flere andre danskere skøjter rundt i periferien af den stærke liga.
OL-kvalifikationsstævnet afvikles i perioden 29. august-1. september i Aalborg. Kun stævnets bedste nation sikrer en plads ved OL.
De danske herrer var med ved vinter-OL i Beijing for to år siden, det var første gang, herrelandsholdet deltog i et OL. Danmark nåede frem til kvartfinalen, men tabte til det russiske hold.
I Beijing måtte NHL-spillere ikke stille op til legene, men siden er der lavet en ny aftale, så NHL-spillere kan være med på isen ved OL i Norditalien om to år.
/ritzau/