Nadal skipper Wimbledon og varmer op til OL i Sverige

13. JUN 2024 • 22:12SPORT

Rafael Nadal spiller ATP-turnering i svenske Båstad kort før OL og dropper i stedet Wimbledon.

Den svenske ATP-turnering i Båstad får prominent deltagelse denne sommer.

Torsdag blev det en kendsgerning, at den spanske legende Rafael Nadal stiller op i ATP 250-turneringen i den lille skånske kystby.

Turneringen, der spilles fra 15. til 21. juli, afvikles på grus og er derfor oplagt som opvarmningsturnering før OL, hvor tennisturneringen spilles på French Open-anlægget i den efterfølgende uge.

Nadal har rettet sit fokus mod succes ved de olympiske lege og dropper at stille op ved grand slam-turneringen på græs, Wimbledon, i første del af juli.

Det oplyste han ligeledes torsdag.

Dermed har Nadal formentlig spillet Wimbledon for sidste gang, eftersom han tidligere har sagt, at 2024-sæsonen formentlig bliver hans sidste på touren.

Nadal fyldte 38 år tidligere i juni og har været hårdt ramt af skader de seneste år.

ATP-turneringen i Båstad er stærkt besat i årets udgave. Verdensetteren Jannik Sinner er på deltagerlisten ligesom russeren Andrey Rublev og norske Casper Ruud, der rangerer som henholdsvis nummer seks og syv i verden.

I Båstad jubler turneringsdirektør Christer Hult over, at det også lykkedes at få Nadal på plakaten.

Det har igennem årene været svært at få til at ske, da Nadal mange år har prioriteret anderledes på grund af Wimbledon.

Hult vil ikke fortælle, hvad Nadal får for at stille op.

- Når der opstår en chance for at få sådan en spiller hertil, må vi finde en økonomisk ordning, der fungerer. Vi kan ikke få bedre markedsføring. Når Nadal spiller her, får det verdensomspændende opmærksomhed, siger Hult til nyhedsbureauet TT.

Nadal vandt turneringen helt tilbage i 2005.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

17. JUL 2024 • 11:27SPORT
Randers henter angriber i Frankrig