Mourinho nedtoner perfekt Sevilla-statistik før finale

31. MAJ 2023 • 11:00SPORT

Roma-træner José Mourinho og finalemodstanderen Sevilla har begge historien med sig før Europa League-finale.

Roma-cheftræner José Mourinho er bekendt med, at onsdagens finalemodstander i Europa League, Sevilla, har en pletfri finalestatistik i turneringen.

Den sydspanske klub er kongerne af Europas næstbedste klubturnering og har vundet seks ud af seks finaler i Europa League eller Uefa Cuppen siden 2006.

Det tillægger den portugisiske fodboldtræner dog ingen betydning forud for onsdagens finale i Budapest.

- Det er ikke historien, som kommer til at afgøre kampen.

- Jeg respekterer, at min kollega (Sevilla-cheftræner Jose Luis Mendilibar, red.) har det modsatte synspunkt. Han mener jo, at Sevilla er favorit af den grund. Det respekterer jeg.

- Sevilla har en bedre historik i turneringen, end vi har. Så for dem er det normalt at spille en finale, mens det er ekstraordinært for os. Men vi er i finalen, fordi vi har fortjent det, siger José Mourinho.

Man skal kun et år tilbage, før Mourinho og Roma senest spillede en europæisk finale, for klubben vandt Conference League i sidste sæson.

I lighed med Sevilla har Mourinho også en god finalestatistik i europæisk fodbold.

Han har vundet fem ud af fem finaler - to i Champions League (med Porto og Inter), to i Europa League (med Porto og Manchester United) og en i Conference League (med AS Roma).

Ud over cheftræner Mendilibar er også den rutinerede Sevilla-spiller Jesus Navas overbevist om, at finalehistorikken er en fordel før onsdagens brag.

Sevilla har en særlig motivation, når holdet spiller Europa League, mener Navas.

- Vi transformerer os i Europa League, og det er utroligt, hvordan vi kommer ud til hver kamp. Det er en turnering, der har givet os meget. Den glæde, det giver os, hver gang vi er med, driver os til at komme så langt som muligt, siger Jesus Navas.

Der er meget på spil for de to finalister. Vinderen belønnes nemlig med en plads i næste sæsons Champions League-gruppespil. Ingen af de to klubber sikrer sig adgang via deres ligaplaceringer.

Sevilla har haft en svær sæson i La Liga, hvor klubben inden sidste spillerunde akkurat er placeret i rækkens nederste halvdel. Undervejs i sæsonen har klubben fyret to cheftrænere: Julen Lopetegui og Jorge Sampaoli.

Roma ligger nummer seks inden sidste spillerunde i Serie A og kan ikke nå top-4.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU