Michala Møller er Danmarks undervurderede EM-juvel
Hun fører sjældent statistikker, men ligger højt på dem alle. Michala Møller er guld værd for landstræneren.
Mens Helena Elver har været en åbenbaring i det danske angreb ved EM i kvindehåndbold, og Anna Kristensen i modsatte ende har været slutrundens måske bedste målvogter, har en anden dansker i ly af dem også storspillet.Bagspilleren Michala Møller er bare ikke typen, som topper mål- eller assistlister, men hun ligger stadig højt på dem og topper til gengæld andre lister, som landstræner Jesper Jensen har brug for.
- Hun er meget undervurderet, for hun laver bare altid et godt stykke håndværk, siger landstræneren.
- Hun ligger højest på antal spilleminutter, antal tacklinger og færrest tekniske fejl. Så hvis man laver en samlet liste over det, så vinder hun den statistik klart ved hele EM.
Ifølge Jesper Jensen er hun en af den slags holdspillere, som enhver træner elsker at have på sit hold. Hun tager enhver opgave på sig og knokler gennem alle de minutter, hun får på banen.
Faktisk er hun så meget holdspiller, at landstræneren må bede hende om at slappe af til tider.
- Vi har haft nogle snakke med hende, fordi hun gerne vil bidrage endnu mere. Men hvor meget mere behøver hun at bidrage med, spørger Jesper Jensen retorisk med henvisning til hendes bidrag både offensivt og defensivt.
Det ligger dog dybt indgroet i den 24-årige spiller, at hun altid ønsker at smide alle sine jetoner i den store fællespulje.
- Jeg tror bare, at alt, hvad jeg kan bidrage med, vil jeg gerne bidrage med. Så det er rigtigt, at vi har haft et par snakke, om der var mere, jeg kunne gøre, lyder det fra Team Esbjerg-spilleren.
- Så siger Jesper "slap nu af, du laver nok i forvejen". Jeg tror bare, det kommer af min iver og ærgerrighed.
Hendes bundsolide indsats garneret med nogle mål og assister får Danmark brug for fredag aften, når det gælder EM-semifinalen mod Frankrig.
/ritzau/