For første gang i otte forsøg lykkedes det Mexico at indlede et VM med en sejr, da Sydafrika blev slået 2-0.
De mexicanske landsholdsspillere var præget af det store forventningspres, da de torsdag på hjemmebane i Mexico City indledte VM med en 2-0-sejr i åbningskampen mod Sydafrika.Det siger Mexicos landstræner, Javier Aguirre, efter sejren foran mere end 80.000 tilskuere.
- Vi var overvældede, da vi så stadion, og vi blev ramt af en smule sceneskræk. Men vi led aldrig. Vi kunne godt have scoret fire mål, og så havde historien været en helt anden, siger Javier Aguirre.
Landstræneren kunne se flere af sine spillere kæmpe med kramper, hvilket ikke plejer at være en udfordring.
- Når man indleder VM, så er det klart, at benene vil ryste. Ingen af dem har haft krampe i 25 år, men i dag fik tre af dem krampe, siger landstræneren.
Sidst i opgøret var der mexicanske tilskuere, der med buhråb luftede deres utilfredshed med hjemmeholdets spil.
- Jeg hørte ikke buhråbene, men kampen kunne være endt 4-0. 2-0 er ikke så meget, men vi fik de tre point, hvilket er fremragende, siger Javier Aguirre.
Med 2-0-sejren skrev det mexicanske landshold også en smule historie, da det var første gang, at det lykkedes for Mexico at vinde holdets første kamp ved et VM.
I syv tidligere slutrunder har mexicanerne indkasseret fem nederlag og spillet uafgjort to gange i holdets første kamp.
I slutfasen blev Cesar Montes udvist, så forsvarsspilleren ikke kan være med, når Mexico i den næste gruppekamp møder Sydkorea.
Sydafrika, der blev ramt af to udvisninger i kampen, skal i den næste kamp møde Tjekkiet.
Sydkorea og Tjekkiet mødes klokken 04.00 fredag morgen dansk tid.
Mexico deler værtskabet for VM i fodbold med USA og Canada.
/ritzau/AFP