Mesteren er videre trods pludselig nedsmeltning i Melbourne

22. JAN 2026 • 03:27SPORT

Madison Keys har fået en svingende start på Australian Open, hvor amerikaneren har vundet de to første kampe.

Den forsvarende mester Madison Keys var sin egen værste fjende, da hun torsdag spillede sig videre til tredje runde i Australian Open.

På tennisanlægget i Melbourne slog den 30-årige amerikaner den ni år yngre landsmand Ashlyn Krueger med 6-1, 7-5 i en kamp, hvor Keys viste sig fra både sin bedste og værste side.

Modsat tirsdagens åbningskamp, hvor Keys startede svagt og nervøst, var hun anderledes klar fra start mod Krueger.

Krueger, der er nummer 62 på verdensranglisten, blev til tider udspillet i første sæt.

Når Krueger returnerede svagt, så blev det kynisk udnyttet af mesteren, der havde snert i forhåndsslagene og samtidig et godt blik for de følte stopbolde ved nettet.

På kun 23 minutter afgjorde mesteren første sæt, hvor hun undervejs fik brudt Kruegers serv tre gange.

I andet sæt dalede niveauet kraftigt hos Keys, der med 19 uprovokerede fejl lod Krueger få en fornemmelse af, at der måske alligevel var noget at komme efter.

I et svagt serveparti af Keys blev favoritten brudt og kom bagud 2-3, inden Krueger tog et rent serveparti til en 4-2-føring.

Keys var nærmest ukendelig i forhold til det suveræne første sæt. I det næste serveparti blev hun brudt rent. Bagud 2-5 fik hun hanket op i sig selv og minimeret fejlene.

Keys fandt tilbage til niveauet fra første sæt, og med fem vundne partier i træk lukkede hun kampen.

I sidste års finale leverede Keys en stor overraskelse, da hun slog den nuværende verdensetter Aryna Sabalenka fra Belarus. Sabalenka er topseedet i dette års turnering.

I resten af 2025 formåede amerikaneren dog ikke at vinde andre turneringer, og en placering som nummer ni på verdensranglisten betyder, at hun ikke regnes blandt forhåndsfavoritterne i Melbourne.

Keys vandt tirsdag sin åbningskamp mod ukrainske Oleksandra Oliynykova med 7-6, 6-1 trods en forfærdelig start på første sæt, hvor den regerende mester var bagud med 0-4.

I tredje runde skal amerikaneren op mod enten Janice Tjen fra Indonesien eller tjekkiske Karolina Pliskova.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT