Fodboldmediet Bold erfarer, at Kent Nielsen er ny assistent for Brian Riemer på herrelandsholdet.
Kent Nielsen, der for nuværende er cheftræner i Silkeborg IF, stopper i klubben for at blive assistent for landstræner Brian Riemer på herrelandsholdet.Det erfarer fodboldmediet Bold.
Dansk Boldspil-Union (DBU) er endnu ikke kommet med en officiel udmelding om Riemers nye assistent.
Men ifølge Bold bliver det Kent Nielsen, der "ventes" at få en kontrakt frem til og med EM-slutrunden i 2028.
Han skriver i en sms til Bold, at han "ingen kommentarer har til spekulationerne" om sin fremtid.
Brian Riemer afholdt lørdag pressemøde inden landsholdets testkamp mod Ukraine søndag.
Her havde landstræneren ingen kommentarer til, hvorvidt Kent Nielsen er ny assistent.
- Jeg kan sige, at vi leder efter en ny assistenttræner, og vi er tæt på, sagde Riemer på pressemødet ifølge TV 2 Sport.
Bold skriver også, at Daniel Agger fortsætter i rollen som en af Riemers assistenter.
På pressemødet lød det fra Riemer, at det er DBU's "bedste overbevisning", at samarbejdet med Agger kører videre.
Morten Wieghorst meddelte i april, at han stopper som assistenttræner denne sommer ved kontraktudløb. Siden har Riemer og DBU været på udkig efter en ny assistent.
Kent Nielsen sidder på rekorden som den træner med flest kampe i Superligaen. Over 600 gange har han stået i spidsen for et hold i den bedste danske række.
Han overtog taktstokken i Silkeborg i sommeren 2019 og har tidligere været i OB, AaB, Brøndby, AC Horsens og AGF.
I 2014 førte han AaB til både mesterskabet og pokaltitlen. For to år siden triumferede han i pokalen med Silkeborg.
Den 64-årige dansker er på kontrakt i Silkeborg frem til sommeren 2028. Aftalen blev senest forlænget sidste sommer.
Som spiller opnåede han 54 landskampe i forsvaret. Han var med til at vinde europamesterskabet i 1992.
/ritzau/