Mbappé sparker Real Madrid til hårdt tilkæmpet sejr
Kylian Mbappé med to mål og Thibaut Courtois i målet sørgede for, at mestrene vandt 2-1 hos Villarreal.
Det var ikke smukt, ej heller overbevisende, da Real Madrid lørdag aften vandt 2-1 ude over Villarreal. Det var hovedstadsklubbens første udesejr mod Villarreal i ligaen i otte år.Den kan de i høj grad takke Kylian Mbappé og keeper Thibaut Courtois for. I en ellers ujævn indsats stak de to positivt ud.
Med sejren topper de forsvarende mestre La Liga med 60 point. FC Barcelona på 57 point har dog spillet to kampe færre. Villarreal indtager femtepladsen med 44 point.
Mestrene lagde noget passivt fra land. Det var Villarreal, som lagde energi i kampen og tiltvang sig initiativet fra kampens begyndelse.
Derfor var det også ganske fortjent, da Juan Foyth allerede efter syv minutters spil gjorde det til 1-0 på en dødbold.
Målet så ud til at vække gæsterne. Offensiven begyndte at røre på sig, men defensiven havde stadig sine huller.
Thibaut Courtois måtte levere flere redninger, men i den anden ende viste Kylian Mbappé, at han nu er blevet den trussel, Real Madrid købte ham til at blive.
Efter godt et kvarter satte han selv det angreb op, som han på en ripost omsatte til udligning.
Real Madrid var kommet ind i en god periode, og Mbappé var især blevet varm. Midtvejs i halvlegen hamrede han føringsmålet ind fra kanten af feltet.
Villarreal var stadig godt med i kampen. Det var på ingen måde et mesterhold i kontrol, og efter pausen satte hjemmeholdet igen tryk på Courtois' mål.
Den belgiske klassekeeper var, som vanligt fristes man til at sige, madrilenerne en god mand. Villarreal var flere gange nærgående, mens Real Madrid primært kom til lidt chancer på kontrastød.
Flere af gæsternes spillere begyndte at se lidt trætte ud, hvilket da også var forståeligt efter de 120 minutters fodbold mod Atlético Madrid for tre dage siden.
Samtidig var kampen mod Villarreal Real Madrids nummer 22 siden nytår. For Villarreal var det kamp nummer ni i samme periode.
Trætheden så også ud til at ramme effektiviteten i de kontrastød, som holdet normalt mestrer som få. Gang på gang løb gode muligheder ud i sandet, men i modsatte ende holdt Courtois og defensiven stand.
/ritzau/