Marokko byder på VM med Spanien og Portugal

14. MAR 2023 • 20:00SPORT

Spanien og Portugal har fået Marokko med i sit bud på VM i 2030. Oprindeligt skulle Ukraine have været med.

Spanien, Portugal og Marokko har officielt meldt sig ind i kampen for at blive værter for VM i fodbold i 2030.

Tirsdag oplyser Marokkos konge, Mohammed VI, i et brev, at det nordafrikanske land tilslutter sig det spansk-portugisiske bud.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Buddet er uden fortilfælde og vil forene europæiske, arabiske og afrikanske lande, forklarer han i brevet, som ifølge Reuters blev læst højt af sportsminister Chakib Benmoussa i Rwanda, hvor Fifa i denne uge holder sin kongres.

- Det får det bedste frem i os alle sammen. En kombination af genialitet, kreativitet, erfaring og ressourcer, skriver han i brevet.

Oprindeligt var det tanken, at Ukraine skulle have været en del af buddet, men på grund af usikkerheden forbundet med krigen kan Ukraine ikke blive vært.

Marokko har tidligere budt sig til som vært for slutrunder og var tættest på at få tildelt VM-slutrunden i 2010, som i stedet gik til Sydafrika.

På fodboldbanen overraskede Marokkos landshold sidste år stort ved at nå hele vejen til semifinalen ved VM i Qatar. Et nederlag til Frankrig satte en stopper for marokkanerne, som efterfølgende tabte slaget om bronzen.

I februar var Marokko vært, da Real Madrid vandt VM for klubhold, men den nordafrikanske nation har tilsyneladende appetit på mere.

Også den sydamerikanske kvartet Argentina, Paraguay, Chile og Uruguay har officielt tilbudt sig som værter for VM i 2030. I 2026 afholdes VM i USA, Canada og Mexico.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT