Marokkansk finaleskurk har ondt i sjælen
Brahim Díaz undskylder efter brændt straffe, mens Det Marokkanske Fodboldforbund indsender klage.
Den marokkanske fodboldskurk Brahim Díaz undskylder, efter at han søndag brændte et straffespark på et særdeles afgørende tidspunkt i kampen om det afrikanske fodboldmesterskab.Dybt inde i tillægstiden i finalen mod Senegal valgte han at forsøge med en såkaldt "panenka" ved stillingen 0-0, men hans tamme forsøg blev grebet ud. Værtsnationen tabte siden 0-1 efter forlænget spilletid.
Mandag undskylder Díaz på Instagram, hvor en længere tekst er ledsaget af et sort/hvid-foto af ham selv gående med sin sølvmedalje omkring halsen.
- Min sjæl gør ondt. Jeg drømte om denne titel efter al den kærlighed, I alle har givet mig. Hver eneste besked, hver eneste støtteerklæring fik mig til at føle, at jeg ikke var alene. Jeg kæmpede med alt, hvad jeg havde, og frem for alt med mit hjerte.
- I går fejlede jeg, og jeg tager det fulde ansvar. Jeg undskylder fra dybt inde i mit hjerte.
- Det bliver svært for mig at komme mig, for dette sår heler ikke let ... Men jeg vil prøve. Ikke for min egen skyld, men for alle, der troede på mig, og for alle, der led med mig, skriver Díaz, der på klubplan tørner ud for Real Madrid.
- Jeg vil fortsætte, indtil jeg en dag kan give jer al denne kærlighed tilbage og blive en kilde til stolthed for mit marokkanske folk, tilføjer Díaz, der er født og opvokset i Spanien.
Med til historien om det svage og kostbare straffespark hører også, at han måtte vente næsten 20 minutter på at tage straffesparket, der var begået mod ham selv.
Senegals spillere udvandrede nemlig i protest over VAR-kendelsen, og de utilfredse senegalesiske fans vandaliserede deres tribuneafsnit og prøvede forgæves at invadere banen.
Efter den skandaløse finale har Fifa-præsident Gianni Infantino fordømt opførslen fra de senegalesiske fans, ledere og spillere og ytret ønske om en disciplinærsag.
Også Det Marokkanske Fodboldforbund vil have indledt en disciplinærsag mod Senegal uden dog at konkretisere, hvad der eventuelt skulle komme ud af en sådan.
Derfor har forbundet klaget til både Det Afrikanske Fodboldforbund (CAF), turneringsarrangøren og Fifa, skriver Reuters.
Marokkanerne påpeger, at senegalesernes beslutning om at forlade banen havde en konsekvens for de hændelser, der siden fandt sted på tribunen og på den videre udvikling i finalen, hvor Díaz blev skurken, mens Senegal løb med titlen efter forlænget spilletid.
Marokko har ikke vundet det afrikanske fodboldmesterskab i 50 år.
/ritzau/
