Manden i NBA's velkendte logo er død

12. JUN 2024 • 16:43SPORT

Jerry West er død i en alder af 86 år, meddeler Los Angeles Clippers. Hans silhuet er en del af NBA's logo.

Den tidligere basketballspiller Jerry West, hvis silhuet er kendt fra basketligaen NBA's logo, er død i en alder af 86 år.

Det skriver NBA-holdet Los Angeles Clippers på sin hjemmeside.

Basketlegenden har været tilknyttet Clippers siden 2017 som rådgiver, men det var hos rivalen Los Angeles Lakers, at han oplevede sin storhedstid.

Efter en lovende collegekarriere meldte West sig til den årlige draft, hvor Minneapolis Lakers hurtigt slog kløerne i ham. Det skete umiddelbart, inden NBA-holdet rykkede til Los Angeles.

Jerry West repræsenterede Lakers fra 1960 og 14 år frem. I 1972 vandt han karrierens eneste NBA-mesterskab.

Det er ikke kun for sine bedrifter på banen, at Jerry West opnåede ikonstatus.

Et af hans mange øgenavne er The Logo, da det er hans silhuet, der bliver brugt i NBA's velkendte logo.

Den nuværende logo blev skabt i 1969. For få år siden blev typografien ændret, men det er fortsat Jerry Wests silhuet, man kan se.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT