Malmö-fest er udskudt efter et kvarters Stockholm-derby

21. OKT 2024 • 16:43SPORT

Hammarby holdt fast i 2-0 mod Djurgården, der har fyret trænerduo, og Malmö fik igen udskudt mesterskabsfest.

Malmö FF havde flere chancer for at hjemføre det svenske mesterskab i fodbold i den forgangne runde.

Lørdag skulle de lyseblå blot slå bundholdet Västerås, men spillede 1-1. Og søndag ville uafgjort i Stockholm-derbyet mellem Hammarby og Djurgården også være nok til skånsk guld.

Men kampen blev afbrudt efter 75 minutter og udskudt til mandag.

Og her sluttede det efter et kvarters fodbold for tomme tribuner 2-0 til Hammarby, hvilket også var stillingen 20 timer tidligere, da kampen blev afbrudt.

I kølvandet på kampen oplyser Djurgården på sin hjemmeside, at holdets trænerduo, Kim Bergstrand og Thomas Lagerlöf, er blevet fyret med øjeblikkelig virkning.

Det var kanonslag og pyroteknik, som blev kastet på banen af Djurgårdens tilhængere, der førte til afbrydelsen.

I første omgang varede den utidige pause i et kvarter.

Politiet i Stockholm valgte sidenhen for første gang i svensk fodbolds historie at trække den lovpligtige tilladelse til at afholde en offentlig begivenhed tilbage, hvorfor tribunerne skulle tømmes.

Selv om tiden gik, blev flere af Hammarbys tilskuere stående på tribunerne, og efter mere end to timer kom meldingen om, at kampen først spilles færdig mandag eftermiddag.

Hammarby er med sin sejr eneste tilbageværende udfordrer til Malmö. Afstanden er otte point med tre runder tilbage af sæsonen.

Næste chance for en afgørelse kommer fredag, hvor alt andet end en Hammarby-sejr hos midterholdet Sirius sender guldet til Malmö FF.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT