Magnussen starter som nummer 14 i sit sidste grandprix
Kevin Magnussen sikrede lørdag en placering som nummer 14 til søndagens sidste Formel 1-grandprix i sæsonen.
Kevin Magnussen (Haas) satte lovende tider i Q1, men danskeren kunne ikke holde samme fart i anden runde.Derfor starter Magnussen som nummer 14 til søndagens grandprix i Abu Dhabi, der bliver danskerens sidste af slagsen i denne omgang.
McLarens Lando Norris starter i pole position efter en stærk kvalifikation, mens holdkammeraten Oscar Piastri indleder grandprixet som toer. Carlos Sainz blev nummer tre.
Magnussen åbnede kvalifikationen særdeles lovende. Danskeren lå i en rum tid på tredjepladsen, men Haas-køreren dumpede en smule ned til slut.
Magnussen var dog ganske sikkert videre fra første kvalifikationsrunde, Q1.
I Q2 kunne Magnussen ikke følge samme tempo som konkurrenterne.
Han kom ind som nummer 15 og gik ikke videre til tredje og sidste kvalifikationsrunde.
- Jeg havde en rigtig god pace i Q1, og fornemmelsen var helt fantastisk, siger Magnussen til Viaplay.
- Men det forsvandt helt i Q2. Jeg ved ikke, hvor det blev af. Jeg kunne slet ikke køre lige så hurtigt som i første runde.
Magnussen starter søndagens grandprix som nummer 14 på grund af en straf til en af de øvrige kørere.
Det bliver hans sidste Formel 1-grandprix i denne omgang, eftersom danskeren ikke fortsætter hos Haas i næste sæson.
Den 32-årige dansker bliver i stedet fra næste år en af kørerne i BMW's Hypercar, der blandet andet deltager i 24-timersløbet Le Mans.
Magnussens holdkammerat Nico Hülkenberg havde lørdag fart i dækkene, og tyskeren endte som nummer fire i tredje og sidste kvalifikationsrunde.
Hülkenberg starter dog søndagens grandprix som nummer syv på grund af en straf på tre placeringer, mens verdensmesteren Max Verstappen starter som nummer fire.
Kvalifikationen endte som en skuffelse for Ferraris Charles Leclerc, der ellers satte den hurtigste tid af alle i Q2.
Leclerc kørte for langt ud over banen, og det blev Ferrari-køreren straffet for, ved at tiden blev annulleret.
Charles Leclerc havde i forvejen en straf på ti placeringer hængende over sig på grund af et batteriskifte, og han starter søndagens grandprix på næstsidstepladsen.
Det kan vise sig afgørende for Ferraris chancer for at vinde konstruktørernes verdensmesterskab, hvor VM-pointene bliver lagt sammen holdvis.
Her kæmper Ferrari med McLaren om titlen. McLaren har en afstand på 21 point ned til Ferrari i regnskabet, og sidste mulighed for Ferrari til at overhale McLaren er til søndagens sæsonafslutning i Abu Dhabi.
Den opgave bliver alt andet end nem, særligt fordi de to McLaren-kørere Lando Norris og Oscar Piastri starter i pole position og som nummer to i grandprixet efter en stærk kvalifikation.
/ritzau/