Madagasker hjælper Randers væk fra bunden mod Vejle

13. FEB 2026 • 20:58SPORT

Warren Caddy fra Madagaskar scorede sit første mål for Randers, der sænkede bundproppen Vejle med 2-0.

Jagten på overlevelse har fået den værst tænkelige start for Superligaens bundprop, Vejle Boldklub.

I forårspremieren tabte man til bundkonkurrenten FC Fredericia, og fredag aften tabte vejlenserne så med 0-2 ude mod Randers.

Den kolde fredagsforestilling var ellers ganske jævnbyrdig. Vejle havde flere pæne tilbud og var i flere perioder det farligste hold på den kolde vinterbane.

Men skarpheden var mest af alt den store forskel på de to hold.

Effektiviteten viste Randers, og kronjyderne har søsat en god åbning på foråret. I premieren hentede holdet et fortjent point med 1-1 ude mod Brøndby.

Vejle ligger sidst i Superligaen med 13 point efter 20 runder. Der er seks point op til Silkeborg over stregen. Silkeborg har dog en kamp i hånden.

Randers tager med sejren et afgørende skridt væk fra bundstriden. Kronjyderne er på niendepladsen med 23 point.

Trods en god start fra Vejle, der spillede sig til pæne muligheder, viste Randers skarpheden og åbnede målkontoen.

Elies Mahmoud var alene mod Vejle-keeper Igor Vekic, og efter to forsøg kunne Randers-kanten let trille føringsmålet i netmaskerne efter et lille kvarters tid.

Mål ændrer som bekendt fodboldkampe, og det var ligeledes tilfældet i det kronjyske.

Randers satte sig på begivenhederne og kunne kort efter fordoble føringen mod bundholdet.

Sabil Hansen blev nedlagt i feltet af Andrew Hjulsager, og det efterfølgende straffespark omsatte landsholdsspilleren fra Madagaskar Warren Caddy sikkert til en 2-0-føring.

Det var nyindkøbet Caddys første scoring i den blå trøje.

Vejle fortsatte med at levere fine takter rent spillemæssigt og var flere gange tæt på en reducering.

Med 20 minutter igen endte det som et mindre skydetelt foran Randers-målet, men John Björkengren formåede at cleare Lasse Fløs sidste forsøg på målstregen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT