Målmandsduo fik mareridtsstart for Lars Ellers NHL-hold

12. NOV 2024 • 07:48SPORT

Et målmandsskifte hjalp ikke Pittsburgh Penguins, der indkasserede seks mål i første periode og tabte 1-7.

Lars Eller og Pittsburgh Penguins havde en forfærdelig første periode i NHL-kampen hjemme mod Dallas Stars med hele seks indkasserede mål.

Det afgjorde reelt kampen mellem de to hold, der kun scorede en gang hver i resten af opgøret i den bedste nordamerikanske ishockeyrække.

Kampen, der blev spillet natten til tirsdag dansk tid, endte 7-1 til Dallas.

Efter ti minutter havde Pittsburgh allerede lukket tre mål ind, og det fik hjemmeholdet til at skifte keeper.

Ud røg finnen Joel Blomqvist, og ind kom amerikaneren Alex Nedeljkovic.

Det hjalp dog ikke det store, da de to første skudforsøg røg ind bag Nedeljkovic.

Samlet set gik pucken i nettet på halvdelen af de første 12 skudforsøg fra Dallas.

Udeholdet dominerede stort fra kampens start og gik fra 0-0 til 6-0 på omkring 16 minutter.

- Det er svært. Det er hårdt. Det kan hurtigt glide dig af hænde. Det blev lidt en sneboldeffekt. Det var uheldigt, siger Nedeljkovic ifølge TT.

- Vi havde en af de aftener, men i morgen er en ny dag. Det handler bare om at vågne og komme videre. Vi skal helt sikkert se video, og det bliver ikke sjovt for nogen, siger han.

Det var første gang i Pittsburghs historie, at holdet lukkede seks mål ind på hjemmebane i første periode.

I slutningen af anden periode reducerede Pittsburghs Anthony Beauvillier til 1-6, men i tredje periode cementerede Dallas sejren med målet til slutresultatet 7-1.

Lars Eller fik 16 minutter på isen for Pittsburgh og havde et enkelt skudforsøg og en blokering.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT