Lyon vinder ankesag og undgår tvangsnedrykning

9. JUL 2025 • 16:06SPORT

Den franske storklub i fodbold Lyon, som har vundet det franske mesterskab syv gange, kan nu ånde lettet op.

Den franske fodboldklub Lyon slipper for en tvangsnedrykning til landets næstbedste række og forbliver i Ligue 1.

Det meddeler Det Franske Fodboldforbund, skriver nyhedsbureauet AFP.

Dermed har Lyon haft held i klubbens anke af tvangsnedrykningen, som blev meldt ud i sidste måned.

Det var fransk fodbolds økonomiske vagthund, DNCG, som tvangsnedrykkede Lyon.

Ifølge sportsavisen L'Equipe fik Lyon ikke godkendt klubbens licensansøgning til at spille i Ligue 1 i den kommende sæson på grund af rod i økonomien.

Lyon ankede straks dommen. Klubben oplyste, at den i de seneste måneder har arbejdet tæt sammen med DNCG, og at klubben har imødekommet alle krav til likviditet og klubbens egenkapital. Og endda mere til, tilføjede Lyon.

På klubbens hjemmeside skrev Lyon blandt andet, at kapitalindskud fra aktionærer og et salg af den engelske fodboldklub Crystal Palace havde forbedret likviditeten betydeligt.

Derfor mente Lyon, at den nu har tilstrækkeligt med økonomiske ressourcer til at spille med i Ligue 1 i den kommende sæson.

Den amerikanske investor John Textor ejer gennem et selskab Lyon, som blev nummer seks i sidste sæson i Ligue 1.

Selskabet havde i november sidste år en gæld på 505,1 millioner euro, svarende til små 3,8 milliarder kroner, hvilket allerede dengang fik DNCG til at true med en mulig tvangsnedrykning.

John Textor har for nylig solgt en ejerandel på 43 procent i engelske Crystal Palace.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT