Lind tager flot skalp og er semifinaleklar i stor turnering

8. NOV 2025 • 16:35SPORT

Anders Lind er semifinaleklar i WTT Champions i Frankfurt efter sejr over verdens nummer syv, Felix Lebrun.

Den danske bordtennisspiller Anders Lind er godt i gang med at lave et kæmpe resultat ved WTT Champions i Frankfurt.

Lørdag eftermiddag spillede han sig helt frem til semifinalen ved at slå verdensranglistens nummer syv, franske Felix Lebrun.

Danskeren, der er nummer 21, vandt med 4-2 i sæt efter cifrene 11-7, 12-10, 11-6, 3-11, 12-14, 11-7.

Lind misbrugte fire matchbolde i femte sæt, før han afgjorde kampen i sjette sæt.

Det var en kærkommen revanche for Lind, der har tabt til Felix Lebrun seks gange de seneste år.

Lind fik en forrygende start og vandt de tre første sæt, efter at han måtte kæmpe hårdt for det andet.

I fjerde sæt var Lebrun suveræn, og han så ud til at reducere yderligere, da han bragte sig på 6-2 i femte sæt, men Lind svarede tilbage med seks point i træk til føring på 8-6.

Danskeren spillede sig til matchbolde ved 10-8 og fik yderligere to stykker ved 11-10 og 12-11, men Lebrun afværgede alle fire og vandt sættet med 14-12, og han jublede, som havde han vundet kampen.

Det havde han ikke. Lind kom blændende ud til sjette sæt, hvor han bragte sig foran med 6-0, og Lebrun slog frustreret ud med armene.

Franskmanden opgav dog ikke. Han reducerede til 4-7 efter en vanvittig duel, hvor han stod flere meter bag bordet og afværgede smash efter smash fra Lind.

Det blev også 6-8, men Lind holdt hovedet koldt og sikrede sejren.

Fredag leverede Lind også en flot sejr ved at slå verdens nummer 19, japaneren Shunsuke Togami, med 3-2 i sæt.

I semifinalen skal Lind op mod japaneren Sora Matsushima, der er nummer 13 i verden. Kampen er programsat til søndag klokken 13.30.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT