Kvinde trækker søgsmål mod irsk MMA-stjerne tilbage
En kvinde sagsøgte i januar Conor McGregor for at have forgrebet sig på hende, men hun dropper nu søgsmålet.
En amerikansk kvinde, der i starten af året beskyldte MMA-stjernen Conor McGregor for at have forgrebet sig på hende, har trukket søgsmålet tilbage.Det fremgår af retsdokumenter fra en domstol i Florida.
Den 37-årige irer, der er kendt som én af de største stjerner inden for Ultimate Fighting Championship (UFC), har nægtet anklagen.
Kvinden identificeres i det droppede søgsmål som en 49-årig Wall Street-direktør.
Episoden skal ifølge søgsmålet være fundet sted på et herretoilet i sportsarenaen Miami Heats Kaseya Center i juni 2023. McGregor mødte angiveligt kvinden i et VIP-område, hvorefter han førte hende ind på herretoilettet og forgreb sig på hende.
Hun anmeldte sagen to dage senere, men statsadvokaten i Florida valgte ikke at gå videre med sagen.
Ifølge kvindens advokat, James Dunn, valgte kvinden at anlægge sagen mod McGregor, fordi hendes identitet var blevet lækket til et medie. Han oplyste ikke hvilket medie.
- Eftersom anklagemyndigheden i Miami-Dade-distriktet fravalgte at rejse tiltale, er en civil sag den eneste mulighed, min klient har for at opnå retfærdighed i denne sag, sagde James Dunn i januar.
Det er ikke første gang, at McGregor har været mål for en civil sag om et seksuelt overgreb.
I slutningen af november 2024 blev han af en højere retsinstans i Dublin i Irland dømt til at betale en erstatning på knap 1,9 millioner til en kvinde for et seksuelt overgreb i 2018.
Han og kvinden, der hedder Nikita Hand, mødtes tilfældigt i Dublin en aften, hvorefter Hand og en veninde kørte med McGregor til en fest på et hotel.
Her har Nikita Hand forklaret, at hun blev hevet ind på et hotelværelse af Conor McGregor og voldtaget.
Conor McGregor fastholdt under hele sagen, at der var tale om sex med samtykke.
McGregor er i gang med at afsone en dopingkarantæne på 18 måneder for ikke at have haft styr på sine whereabouts. Karantænen udløber i marts næste år.
/ritzau/AFP
