Kuglestøder forbedrer verdensrekorden med en centimeter
Ryan Crouser lavede verdenshistoriens længste kuglestød lørdag. Hans stød var 23,38 meter.
Verdensrekorden i kuglestød er lørdag blevet forbedret.Amerikaneren Ryan Crouser sendte den lidt over syv kilo tunge metalkugle ud på hele 23,38 meter ved atletikstævnet Simplot Games i Pocatello i den amerikanske stat Idaho. Dermed forbedrede han sin egen verdensrekord med én centimeter.
Den nu tidligere rekord satte han i juni 2021, efter at Randy Barnes havde haft verdensrekorden i 31 år. Den tidligere rekord blev sat udendørs, mens lørdagens rekord blev sat indendørs.
30-årige Ryan Crouser har vundet OL-guld ved de seneste to sommerlege, og det over to meter høje muskelbundt er også forsvarende verdensmester.
Inklusive lørdagens rekordstød har han nu syv gange stødt kuglen over den magiske grænse på 23 meter i en konkurrence.
Han kommer fra en atletikfamilie. Faderen Mitch var diskoskaster og har repræsenteret USA ved OL, mens hans onkel og hans fætter har været OL-deltagere i spydkast.
/ritzau/