Kryptisk Morten Olsen overvejer at droppe karrierestop

31. MAR 2023 • 10:49SPORT

GOG vil have Morten Olsen til at fortsætte karrieren, og den 38-årige playmaker er ikke afvisende.

Til sommer afslutter håndboldspilleren Morten Olsen karrieren. Det har han i hvert fald tidligere slået fast. Men det er slet ikke sikkert, at det ender sådan.

Den 38-årige GOG-playmaker har nemlig spillet et brag af en sæson som angrebsdirigent på Sydfyn, og klubben vil have ham til at fortsætte.

I forbindelse med torsdagens Champions League-brag mod Aalborg Håndbold erfarede TV3 Sport sågar, at han allerede har besluttet at fortsætte karrieren.

Men så langt ville hovedpersonen ikke gå, da han efter kampen skulle forholde sig til spørgsmålet over for pressen i Jyske Bank Arena. Han kunne dog ikke undlade at indikere, at der måske er noget under opsejling.

- Der er ikke noget endeligt. Der skal være underskrevet en aftale, og så langt er vi ikke kommet. Vi må se, hvad der kommer til at ske. Det kan blive det ene og det andet, sagde den tidligere landsholdsspiller på ganske kryptisk vis.

Morten Olsen har faktisk allerede skrevet under på en kontrakt i TMS Ringsted, hvor han efter planen skal være en del af trænerteamet. Men ifølge TV3 Sport er han allerede ude af den aftale.

Ringsted-direktør Ian Marko Fog beretter over for TV 2 Sport om en "positiv dialog" mellem klubberne. Han afslører desuden, at Olsen har en frikøbsklausul.

Morten Olsen lægger da heller ikke skjul på, at GOG gerne ser ham fortsætte.

- Det har været en lang proces allerede, fordi GOG tidligt kom til mig med et ønske om det. Jeg har hele tiden sagt, at hvis jeg overhovedet skal overveje det, vil jeg gerne vente og se til senere på sæsonen.

- Man har det altid godt efter en sommerferie. Så er man frisk og har været væk fra håndbold. Så har man det altid anderledes end i februar og marts, hvor det er hårdere, fordi sæsonen er ved at gå på hæld, siger han.

Morten Olsen har i de seneste sæsoner været en vigtig faktor i GOG, som er præget af et stort kuld af unge spillere.

Den garvede playmaker har stået for at sætte skik på angrebsspillet, og det har han gjort på ganske overdådig vis.

Den erfaring vil GOG nødigt undvære. For til sommer rykker flere profiler til udlandet, blandt andre verdensmestrene Simon Pytlick og Lukas Jørgensen.

Men hvis Morten Olsen fortsætter i GOG, så er det ikke, fordi han føler en forpligtelse til at hjælpe det nye opbygningsarbejde i gang.

- Nej, jeg ville have det bedre, hvis vi havde samme hold og kunne fortsætte i en længere periode med det, for det ville blive enormt svært at slå i næste sæson.

- Vi havde mange udskiftninger i sommer, og det kommer igen nu. Så spørgsmålet er, hvordan det er at skulle til at bygge noget nyt op igen. Det handler om, hvorvidt man kan se sig selv i det eller ej.

Det var Morten Olsen ikke klar til at svare på torsdag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU