Kron udgår af Vueltaen med en hjernerystelse
Andreas Kron er færdig i Vuelta a España, efter at han styrtede på 6. etape og pådrog sig en hjernerystelse.
Et styrt på 6. etape koster den fremtidige deltagelse i dette års Vuelta a España for danske Andreas Kron.På det sociale medie X skriver hans hold, Lotto Dstny, at han ikke stiller til start på 7. etape.
Kron var i asfalten på 6. etape og pådrog sig i den forbindelse en hjernerystelse.
Danskeren har haft en uheldig 2024-sæson. Oprindeligt var planen, at han skulle køre Tour de France, men et styrt i optaktsløbet Critérium du Dauphiné spolerede den deltagelse.
I stedet ville Kron fokusere på det spanske etapeløb, og han nåede i løbet af de første seks etaper at vise prøver på, at han var ganske velkørende.
Vueltaen var ellers et løb, som Lotto-danskeren har gode erfaringer med, efter at han sidste år vandt han 2. etape.
Den bedrift kommer altså ikke til at gentage sig i årets løb.
Krons kontrakt med Lotto udløber efter indeværende sæson, og tidligere fredag blev det offentliggjort, at han skifter til norske Uno-X.
Her kan Kron se frem til at blive holdkammerat med Magnus Cort og flere andre danskere.
/ritzau/