Juventus går i opløsning efter pauseføring i Tyrkiet

17. FEB 2026 • 20:40SPORT

Juventus førte 2-1 ude mod Galatasaray, der gik målamok efter pausen og er tæt på Champions League-avancement.

Galatasaray står med gode muligheder for at nå ottendedelsfinalen i Champions League for første gang siden 2014.

I den første af to playoffkampe mod Juventus vandt tyrkerne hjemme med 5-2, efter at det italienske storhold havde ført 2-1 ved pausen.

To mål af Teun Koopmeiners gav Juventus den lovende start, men italienerne faldt helt sammen i anden halvleg efter at have fået en udvisning.

Udlægget på kampen var roligt, men efter et kvarter blev der så sandelig tændt op under opgøret med to mål inden for halvandet minut.

Først udnyttede brasilianske Gabriel Sara sløseri i Juventus-forsvaret til at bringe Galatasaray foran med et velplaceret spark fra 15 meter.

Men Juventus slog omgående tilbage. 15 sekunder efter bolden var givet op, udlignede Teun Koopmeiners på en ripost efter et hovedstød fra højrebacken Pierre Kalulu.

Et kvarter senere lynede Koopmeiners igen og på endnu smukkere vis. Efter et bandespil med Weston McKennie hamrede han med venstre fod bolden op i nettaget fra en position på kanten af feltet til italiensk føring på 2-1.

Det tyrkiske hjemmehold pressede på for udligning og skabte chancer til den. Belønningen kom kort efter pausen.

Keeper Michele Di Gregorio kunne kun halvklare et forsøg fra Baris Alper Yilmaz, og Noa Lang - en anden hollænder - var hurtigt over returbolden i det lille felt.

Galatasaray jagtede sejren mere end Juventus og kom tættere på målet efter en time. Sara sendte en frisparksbold ind foran mål, hvor colombianeren Davinson Sanchez snittede bolden ind til 3-2 foran snuden på Di Gregorio.

Hjemmeholdets udgangspunkt blev blot bedre midtvejs i anden halvleg, da den indskiftede Juventus-spiller Juan Cabal fik sit andet gule kort og dermed rødt.

Galatasaray udnyttede overtallet til at øge til 4-2 med godt et kvarter tilbage efter et italiensk forsvarskoks.

Stopperen Lloyd Kelly var nonchalant foran eget mål, så stjernen Victor Osimhen kunne tackle bolden hen til Noa Lang, der scorede for anden gang.

Kort efter lod Lang sig udskifte med Sacha Boey, der lukkede målfesten ved at knalde bolden i hjørnet til 5-2 på Osimhens forarbejde.

Juventus skal nu levere et voldsomt comeback i returkampen onsdag den 25. februar for at nå blandt de sidste 16 hold i Europas fineste klubturnering.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT