Jannick Green erstatter lyskeskadet Emil Nielsen
Grundet problemer med lysken kommer Emil Nielsen ikke med i de kommende landskampe mod Frankrig.
Målmanden Emil Nielsen har meldt afbud til de kommende landskampe på grund af problemer med lysken. Det oplyser DanskHåndbold på sin hjemmeside.I stedet er Jannick Green udtaget til næste uges to landskampe mod Frankrig i Euro Cup.
Også bagspilleren Aaron Mensing, der blev skadet tidligere på ugen, udgår af truppen, og han afløses af Marinus Munk.
For Emil Nielsens vedkommende er det lysken, der driller. Derfor skifter landstræner Nikolaj Jacobsen ud i målet, så Barcelona-spilleren kan blive helt klar til den afgørende del af klubsæsonen.
- Emil og jeg har i samråd med Barcelona besluttet, at det lige nu giver bedst mening, at han får en pause, forklarer landstræneren.
Værre ser det ud for Aaron Mensing, som overrev sin akillessene i en kamp for tyske Melsungen. Afløseren bliver den 21-årige Aalborg-back Marinus Munk, der kan få sin debut på A-landsholdet.
- Marinus har været inde i en god udvikling og er et stort talent. Han er en, vi har holdt godt øje med, fordi han har nogle individuelle kvaliteter, vi tror han kan bidrage med på landsholdet.
- Jeg havde allerede tænkt ham ind som en mulighed til landsholdssamlingen til maj, men i og med der er kommet nogle afbud denne gang, er det fint at prøve ham af allerede nu, siger Nikolaj Jacobsen.
Danmarks kampe mod Frankrig spilles på onsdag i Lyon og tre dage senere i Kolding.
/ritzau/