Ishockeytrio misser matchbolde i slutspillet

19. MAR 2023 • 21:38SPORT

Der skal en sjette kamp til i samtlige kvartfinaler i Metal Ligaen efter søndagens kampe i slutspillet.

Tre mandskaber missede søndag matchbolde i Metal Ligaens kvartfinaler.

Den forsvarende mester, Aalborg Pirates, kunne efter tre sejre i træk sende sidste sæsons tabende finalist, Rungsted Seier Capital, på sommerferie, men udeholdet overraskede igen.

I seriens første opgør vandt Rungsted sensationelt med hele 11-2 i Aalborg. Søndag var det lidt mere stilfærdigt, men sejren tæller lige så meget.

Frederik Bjerrum bragte Rungsted foran efter tre minutters spil, og efter stor fight holdt gæsterne favoritten nede på et forholdsvis begrænset antal store chancer, inden Lucas Andersen lukkede kampen til 2-0 i slutfasen.

Aalborg fører dermed 3-2 i kampe, inden Rungsted tirsdag er vært for det sjette opgør.

Esbjerg bragte sig også tidligt foran og på semifinalekurs hjemme mod Sønderjyske, men efter 24 minutter dirigerede svenske Villiam Haag et kanonskud fra den norske back Nicolai Bryhnisveen i mål til 1-1.

Det holdt til starten af tredje periode, hvor Esbjerg dummede sig med to udvisninger inden for et halvt minut, hvilket tillod Charlie Combs at bringe Sønderjyske på 2-1 i en fem mod tre-situation.

Esbjerg pressede efterfølgende på, men fik ikke scoret, og dermed står den 3-2 til Esbjerg inden sjette opgør i Vojens tirsdag.

Også Herlev Eagles kunne have lukket sin kvartfinaleserie ude mod Odense Bulldogs, men fynboerne etablerede en føring på tre mål, som gæsterne ikke kunne hente.

Det endte med en hjemmesejr på 4-2, og dermed har Odense fortsat en chance for at leve op sin seedning som nummer tre og bevare spændingen i sjette kvartfinale, som spilles på Sjælland. Herlevs føring er nu på 3-2 i kampe.

Tidligere søndag bragte Herning Blue Fox sig foran 3-2 i kampe mod Frederikshavn White Hawks efter en sejr på hjemmebane med samme cifre.

Nordjyderne har tirsdag fordel af hjemmebane i sjette kamp.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU