Irsk træner: Ronaldos røde kort havde intet med mig at gøre

14. NOV 2025 • 00:55SPORT

Irlands træner afviser, at kommentar før kamp mod Portugal påvirkede beslutning om at give Ronaldo rødt kort.

Irlands landstræner, Heimir Hallgrímsson, mener ikke, at det var retfærdigt, da Cristiano Ronaldo bebrejdede ham for det røde kort, som den portugisiske spiller fik under VM-kvalifikationskampen i Dublin torsdag aften.

Det siger Hallgrimsson efter kampen, som Portugal tabte 0-2.

- Det var bare et øjeblik med lidt fjollethed fra hans side, vil jeg sige.

Inden kampen sagde Ronaldo, at den irske landstræner havde fortalt alle dommerne, at de ikke skulle lade sig påvirke af den legendariske angriber. Det lagde pres på alle dommerne, mente den femdobbelte Ballon d'Or-vinder.

I anden halvleg, hvor Portugal var bagud med to mål, fik Ronaldo et rødt kort for at hamre en albue i siden på modspilleren Dara O'Shea, da han kom tæt på Ronaldo i feltet.

Ronaldo har ikke udtalt sig efter kampen, men han klappede sarkastisk ad de irske fans, da han forlod banen. Herefter talte han kort med Hallgrimsson, før de to gav hinanden hånden.

Hallgrimsson mener ikke, at det er retfærdigt, hvis stjernespilleren bebrejder ham.

- Han komplimenterede mig for at lægge pres på dommeren, men hør her, det havde intet med mig at gøre. Det var hans handling på banen, der kostede ham det røde kort.

- Det havde intet at gøre med mig - medmindre jeg var inde i hans hoved, siger han.

Det var Ronaldos 13. røde kort i karrieren og det første på landsholdet. Den 40-årige angriber kan potentielt gå glip af starten af VM, afhængigt af hvor længe hans karantæne varer.

Han kommer blandt andet ikke til at deltage i søndagens kvalifikationskamp mod Armenien.

Portugals træner, Roberto Martínez, tager Ronaldo i forsvar.

- Det er svært for en spiller som Christiano (Ronaldo, red.) at være i straffesparksfeltet.

- Han havde konstant kontakt med forsvarsspillerne, som greb fat i ham. Der var ingen vold - han prøvede at skubbe dem væk, siger han.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT