IOC åbner døren for russere under neutralt flag ved OL

25. JAN 2023 • 21:35SPORT

Der er en åbning for russere og hviderussere ved sommerlegene i Paris i 2024 ifølge en ny melding fra IOC.

Atleter fra Rusland og Hviderusland kan måske få lov til at deltage ved sommer-OL i Paris til næste år.

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) åbner nu døren på klem for at lade russere og hviderussere konkurrere under neutralt flag ved sommerlegene.

I en længere skrivelse på IOC's hjemmeside oplyses det, at et klart flertal af medlemslandene på onsdagens møde var for at lade russere og hviderussere deltage ved OL.

- Ingen idrætsudøver skal forhindres i at konkurrere, baseret på hvilket pas man har.

- Det skal derfor undersøges yderligere, hvordan atleter kan deltage i konkurrence under strenge restriktioner, lyder det fra IOC.

Så sent som tirsdag aften sagde Volodymyr Zelenskyj, Ukraines præsident, i en telefonsamtale med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, at russere ikke skal have lov til at deltage ved OL næste år.

- Vi diskuterede diplomatiske skridt for at få en ende på krigen. Jeg understregede særligt, at udøvere fra Rusland ikke bør have nogen plads ved OL i Paris, lød det fra Zelenskyj efter telefonsamtalen med Macron.

Berit Kjøll, Norges idrætspræsident, understreger, at det norske standpunkt ikke har ændret sig.

- I dagens situation er det uacceptabelt at åbne for russisk og hviderussisk deltagelse internationalt, siger hun til NRK ifølge NTB.

Samme holdning er der i Sveriges olympiske komité. Her afviser man at ændre på noget som helst lige nu.

- Vi mener ikke, at noget har ændret sig. Snarere tværtimod, siger Peter Reinebo, der er chef i den svenske komité, ifølge TT.

Tirsdag var det elleve måneder siden, at Ruslands invasion i Ukraine blev indledt.

Siden har Rusland været udelukket af IOC og store dele af idrætsverdenen. Der har også været sanktioner mod Hviderusland for landets rolle i krigen.

OL i Paris afvikles fra 26. juli til 11. august 2024, men i mange sportsgrene begynder kvalifikationen til OL allerede i år.

De næste vinterlege afvikles i Milano og Cortina d'Ampezzo i 2026.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU