Indskifter giver FCM vigtig sejr med overtidsmål

2. MAR 2025 • 18:05SPORT

FC Midtjylland var i store problemer mod FC Nordsjælland, men blev reddet af Pedro Bravos mål i overtiden.

FC Midtjylland holder snor i superligatoppen med en 2-1-sejr over FC Nordsjælland efter en dramatisk afslutning søndag eftermiddag.

Indskiftede Pedro Bravo scorede sejrsmålet halvandet minut inde i overtiden, da han udnyttede en nedfaldsbold på et tidspunkt, hvor midtjyderne så ud til at have smidt to point.

Dermed lykkedes det med nød og næppe mestrene at rejse sig oven på nederlaget til FC København i sidste weekend og rykkede - i hvert fald midlertidigt - op på siden af københavnerne i tabellen.

Nordsjællænderne led til gengæld forårets første nederlag og hænger kun på i den bedste halvdel med det yderste af neglene. Brøndby kan skubbe FCN ud af top-6 ved at tage point mod Lyngby mandag.

Det har FCN-spillerne grund til at ærgre sig over. Efter at have været bagud kæmpede de sig tilbage og kunne endda være kommet foran, inden Pedro Bravo slog til i den anden ende.

Nordsjællænderne stillede op med den tidligere FCM-spiller Gustav Wikheim, og nordmandens drev med bolden er stadig imponerende. Han skabte kampens første chance, som Benjamin Nygren misbrugte efter et kvarters spil.

Meget mere så man ikke til FC Nordsjælland før pausen. FCM overtog styringen, og Aral Simsir var centimeter fra at åbne scoringen i slutningen af halvlegen.

Efter et gennembrud i venstre side snittede hans skud gæsternes Erik Marxen, så bolden prellede af mod den ene opstander.

Derudover kneb det også for hjemmeholdet med at skabe de store chancer, men løsningen på det problem viste sig at sidde på bænken.

Franculino kom på banen fra anden halvlegs start, og otte minutter senere åbnede han scoringen.

Frontløberen jagtede en lang aflevering og brugte sin fysik til at knokle sig fri af Peter Ankersen og Lucas Høgsberg, inden han efter en stopfinte udplacerede Andreas Hansen i målet.

Stolpen stod igen i vejen for et Simsir-forsøg kort efter, og det kunne have kostet FCM dyrt, at chancerne ikke blev udnyttet.

Et kvarter før tid blev FC Nordsjællands Sindre Walle Egeli sendt afsted med en simpel, lang aflevering. Nordmandens forsøg blev reddet af FCM-keeper Elias Olafsson, men Benjamin Nygren stod klar og sendte riposten i nettet.

I de sidste minutter brændte hurtige Milan Iloski en friløber og fik kort efter annulleret en scoring for offside.

Det kunne være gået helt galt for guldkandidaten, men i overtiden sørgede Pedro Bravo for, at det endte i jubel.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT